Hobby

Kreative drømme for 2018

4. januar 2018

Krea TO-DO listen 2018

Første uge af januar er lige over halvvejs og som så mange andre har jeg grublet lidt over “Nytårs-forsætter” – i bund og grund synes jeg ikke at man behøver vente til den 1. januar for at droppe dårlige vaner eller forsøge sig med at få nye og bedre vaner…

Men der er nu alligevel sådan en følelse af en frisk start her i starten af januar – måske er det også i denne mørke, kolde og lidt hårde måned vi netop har behov for at stille ind på positive tanker for det nye år.

Og med det in mente har jeg drømt mig lidt væk i kreative tanker, lavet et moodboard og skrevet lidt om nogle af de projekter som jeg gerne vil kaste mig ud i i løbet af 2018!

1: Strikkede sokker

I år vil jeg strikke nogle rigtigt fede sokker, med masser af farver og mønstre – og i modsætning til tidligere forsøg, vil jeg strikke 2 sokker og ikke kun 1!

2: Sy en dukke eller en bamse til min datter

Personlige og håndsyede dukker eller bamser er simpelthen noget af det fineste, og jeg drømmer om at lave en til min datter Bellis…

3: Håndlavet sæbe

De seneste uger er jeg stødt på flere historier om unikke håndlavede sæber, der ligner krystaller og ædelstene. De er så fine! Og jeg har aldrig forsøgt mig med at lave sæbe før, så det må jeg bare prøve…

4: Vævede perlearmbånd

For mange år siden lavede jeg et væld ad perlesmykker – og jeg har fornylig fundet min kæmpe store perle-kuffert frem igen! Nu vil jeg investere i en perle-væv og prøve, at kaste mig ud i at væve de her fede boheme agtige armbånd – og så drømme om en lækker sommer i smukke flagrende sommerkjoler med matchende armbånd…

5: Mere keramik maling, tak!

I løbet af december har jeg besøgt Creative Space et par gange, og jeg er bare blevet virkeligt bidt af at male keramik! Mit hovede bobler med idéer til hvad jeg skal male – en stor lækker vase til min stue, en lille sæbeskål til mine hjemmelavede sæber og et sæt til hver af ungerne med skål, tallerken og krus hvor deres initial er stemplet på – jeg har faktisk allerede bestilt stempler på Etsy…
Kender du ikke til konceptet Creative Space, så klik lige ind forbi deres hjemmeside her – eller besøg deres facebook profil. Jeg kan varmt anbefale et besøg!

6: Et strikket babytæppe

Kender du typen der går død halvvejs i en strik sweater i voksen størrelse? Eller kun strikker 1 sok i stedet for et sæt? Hun vil gerne kaste sig ud i sådan en monotomt evigheds projekt som et tæppe… Det bliver lidt spændende!

7: Broderet sengetøj

Sådan et rigtigt nostalgisk og gammeldags broderi af et initial, op et knitrende hvidt sæt sengelinned – det er det jeg ser for mig her… Jeg tænker at sy et sæt juniorsengetøj og øverst på dynebetrækket vil jeg sy en bord ind, med et smukt broderet B for Bellis.

Jeg har broderet en del før, men oftest korssting – til dette projekt skal jeg dog udfordre mig selv med nogle lidt andre sting og teknikker…

Ærligt talt kommer der nok mange andre ting ind på to-do listen – men jeg gad altså godt udvide mine kreative horisonter med de her 7 projekter!

Alle billeder er fundet på Pinterest – og altså ikke nogen jeg selv kan tage æren for… 🙂
Har du sat dig kreative mål for 2018?

KH Carina

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar