Hobby Syning for alle

Uro med balloner

11. december 2017

Uro med flyvende balloner

Denne fine uro kræver ikke alverdens – men det er da den fineste gave til en lille baby, der vil nyde at kigge på denne søde uro!

Brug de stofrester du har, eller køb det stof som du synes er yndigt – jeg har lavet den i rester af Liberty of London stof.

Dette skal du bruge

  • 6 Styroporkugler formet som æg
  • Stof
  • Uroring – den jeg bruger her er fra Stof & Stil
  • Snor eller ruskindsbånd
  • Kraftig sytråd (Knaphulstråd)
  • Knappenåle

Sådan starter du

Først skal vi finde ud af hvor store stykkerne af stof skal være. Jeg måler rundt om ægget, og den cirkel du skal klippe af stoffet skal have æggets omkreds + 2 cm, altså mine æg er 17 cm, så mine stof cirkler skal have en diameter på 19 cm.

Tegn dine cirkler op, og klip dem ud – jeg har en takke-saks så den brugte jeg, men det er ikke nødvendigt.

Tråd en nål med knaphulstråden. Bind en knude ca. 10 cm fra den ene ende og ri (op ned op ned) hele vejen rundt i stofcirklen, ca. en cm fra kanten.

Træk enderne let sammen så du får en lille pose.

Tag nu endnu et stykke tråd, læg det dobbelt og bind en knude 15 cm nede af tråden.

Find midten af din cirkel og marker den med en knappenål.

Tråd en nål med den lange snor du har lavet og træk den igennem stoffet, så knuden er på bagsiden, men det 15 cm lange stykke tråd er på den anden side.

Tag nu en knappenål og stik den igennem knuden, og stik nålen ned i midten af den store ende af ægget.

Nu kan du lukke stoffet næsten til om ægget, ved at hive i enderne af ri-tråden. Lad der stadig være et lille hul åben.

Tag nu et stykke af dit snor/ruskindbånd på ca. 12 cm og sæt en nål i den ene ende

Denne nål stikker du i midten af den smalle ende af ægget.

Nu kan du stramme ri-tråden helt til – og mens du holder sammen i stof enderne, kan du sno enderne af ri-tråden rundt om, ca. 10 gange.

Når du har snoet tråden rundt og strammet det godt til kan du bind 2-3 knuder på enderne.

Og så er den første ballon færdig.

Gentag med de andre 5 æg – tråden der sidder i toppen laver jeg henholdsvis: 18, 21, 24, 27 og 30 cm lange (fra top til knude)

Jeg bruger løkken til at hænge ballonerne på uroringen. Og fordeler de 6 balloner rundt om ringen (de kan altid rettes til)

Til ringen ophæng, tager jeg 2 lige lange stykker tråd og binder en knude, så der er en løkke til ophæng i toppen.

Hver ende binder jeg så rundt om ringen. Hold den lidt op når du vurderer hvor meget snoren skal strammes, så uroen kommer til at hænge så lige som muligt.

Og så hænger den der og pynter, mens de fine balloner svæver let rundt! Denne skal bruges til barselsgave 🙂

KH Carina

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar