Sy til børn

Tylskørt til små prinsesser

19. december 2017

Tylskørt

Er der noget bedre for små ballerinaer, prinsesser eller feer at åbne en julegave med et fint tylskørt i? Jeg tvivler på det! Jeg tror endda at mange store ballerinaer og prinsesser vil elske det…

Dette tylskørt er så let at lave at alle med en symaskine kan være med – så mødre hvis i lige mangler en ekstra julegave til datteren er det med at komme i gang!


Dette skal du bruge

  • Tyl – evt. også effekt tyl som jeg har brugt med glimmer på, det fået i Stof & Stil
  • Elastik – gerne noget der er lidt pænt.

Mængderne afhænger lidt af hvor stort et tylskørt du skal lave – dette er str. 4-5 år, og jeg har brugt 85 cm tyl i alt, i bredden 150 cm, samt 1 m elastik. Skal skørtet strutte endnu mere, så skal man bruge flere lag.

Jeg har valgt den bløde tyl – du kan sagtens lave den i det stive, så vil skørtet strutte endnu mere. Men husk at det kradser lidt, og nogle børn nægter altså at iføre sig tøj der kradser, derfor vælger jeg den sikre og tager det bløde tyl.


Sådan gør du:

Først skal der klippes baner af tyl – det er ikke nogen eksakt videnskab, så derfor er et mønster ikke nødvendigt. Det kan tilføjes lag på lag indtil du synes at skørtet strutter nok, så tag derfor mine mængder som inspiration og bedøm så selv hvordan dit skal være…

Jeg har syet skørtet i 3 lag og jeg bruge disse baner:

I effekt tyl:
1 bane 150×24 cm
2 baner 150×6 cm

Blødt tyl:
1 bane 150×20 cm
3 baner 150x 11 cm

Skal det fylde mere, så overvej at lave det i 4 eller 5 lag.

Når du skal sy tyllet sammen er der flere muligheder.
Man kan få en trykfod der laver små læg imens du styr – hvis du har sådan en så brug den.
Man kan sy en ritråd i og stramme den så tyllet rynker ensartet hele vejen – det er godt hvis du er lidt perfektionistisk.
Man kan tage den lidt på gefüel og så rynke det undervejs mens man syr, med et par nåle til at indikere en nogenlunde fordeling. – sådan gør jeg, det synes jeg er hurtigt, men jeg har også en hel del erfaring med at sy, så bedøm selv hvilken fremgangsmåde der er bedst til dig.

Tommelfingerreglen er at der skal rynkes/syes 2 længder fast på 1 længde.

Mit skørt består som sagt af 3 lag:

  1. Yderste lag der er af effekt tyl 24×150 cm
  2. Mellemste lag der består af tyl 20×150 cm med to baner effekt tyl på 6×150 cm rynket på for neden
  3. Inderste lag der består af tyl 11×150 med de sidste to stykker 11×150 rynket på for neden

Jeg starter altså med at sy effekt tyl på alm. tyl – jeg lader tyllet overlappe ca. 1,5 cm og syr midt i mellem, af der hvor de overlapper. Jeg sy banen af effekt tyl på, mens jeg rynker den sammen på fingrene inden jeg syr henover folderne. Når jeg er ca. halvvejs slipper den første bane af effekt tyl op, og så syr jeg videre med den næste – jeg lader dem overlappe lidt (se billede)

Når jeg har syet tyl på hele vejen rundt, sy jeg enderne sammen så det bliver et rør. Igen overlapper jeg bare tyllen, så det ikke fylder for meget, og syr ned i midten.

Så er det midterste lag færdigt, og jeg fortsætter med det inderste lag, der består at tyl banerne på 11×150 cm.

Jeg følger præcis samme metode som ved det midterste lag. Det øverste lag (effekt tyl) sy jeg også sammen så det bliver til et rør – og nu har jeg altså 3 rør i alt.

Jeg klipper to stykker elastik, i denne str. skal de være ca. 48 cm lange begge to.

Jeg syr den sammen så der også danner en ring.

Nu skal jeg rynke de 3 lag tyl fast på elastikken – og da de 3 lag er lige store er det jo fristende at gøre det på én gang. MEN det vil give skørtet mindre fylde, og det er jo ikke helt det vi går efter her. Så sy et lag på af gangen.
Jeg syer det inderste lag fast på vrangsiden af elastikken. Her sætter jeg 4 nåle i – 1 i midten, og 1 for hver kvarte omgang – så har jeg en idé om hvor meget tyllen skal rynkes mens jeg syer det på.

Jeg vælger at gå lidt op i stinglængde til denne syning, så tråden ikke springer når men hiver i elastikken bagefter – samtidig med at jeg hive lidt i elastikken mens jeg syer.  

Så ser skørtet sådan ud, og jeg er klar til at rynke det midterste lag på.

Når jeg har syet alle 3 lag fast på elastikken, efter samme metode, syr jeg et lag elastik oven på den anden, for at dække der hvor jeg har syet tyllet fast. Først klipper jeg tyllet lidt til, hvis der er nogen steder hvor det strikker op overkanten af elastikken.

Så laver jeg endnu en ring på ca. 48 cm – ligger den vrang mod vrang ovenpå den anden elastik, og så dem sammen foroven. Her bruger jeg en zig-zag, så tråden ikke springer når man hiver i elastikken.

Inden jeg syer elastikken fast forneden, bedømmer jeg om der skal ekstra elastik ind i taljen. Hvis du har brugt en kraftig elastik vil det ikke være nødvendigt – men mit elastik blev lidt for slapt efter at der er syet tyl på, så jeg valgte at sætte et stykke med smal elastik ind imellem de to yderste elastikker.

Nu zig-zagger jeg elastikken fast forneden, ned mod skørtet, så du ikke kan se der hvor jeg har syet tyllet fast. – og så er skørtet færdigt! Det tog mig under en time at sy det, men jeg er overbevist om at det vil blive brugt til det er helt slidt op, af en lille prinsesse!

God fornøjelse ved symaskinen!

KH Carina

Relaterede Indlæg

2 Kommentarer

  • Svar Sandra Q 25. december 2017 at 18:40

    Det er så fint ❤
    Marie glæder dig til at slide det op og hvis det ikke lykkes er jeg sikker på at Asta gerne overtager 😉

    • kreativetider
      Svar kreativetider 29. december 2017 at 11:37

      Åh hvor dejligt! Det er jo lige Maries Farve 😉 – så måske Asta skal have et i lyserød?

    Skriv kommentar