Jul

Miniaturer til julebordet

21. december 2017

Nisselandskabet anno 2017

Da jeg var barn holdt vi altid jul hos min mormor og morfar. Hvert år lavede min mormor et nisse landskab i midten af spisebordet – som årene skred frem blev det mere og mere besynderlige ting der var med i landskabet, men det var altid en fornøjelse for os alle at gå på opdagelse i denne borddekoration, hvert år til jul.
Nu er selv blevet “gammel nok” til at fejre juleaften, og vi glæder os rigtigt meget til at vores lille hus skal danne rammerne om en hyggelig juleaften for vores børn. Det er med inspiration i min mormors nisselandskab at jeg har lavet disse miniaturer der skal stå i midten af spisebordet i julen – og jeg er sikker på at Hector på 4 bliver ellevild når han ser dem!


Materialer:

  • Store styroporkugler
  • Kunst sne evt. sne effekt maling
  • Miniature figurer og grantræer
  • Limpistol og lim

Jeg har købt figurer, styroporkugler og sne hos Panduro Hobby, Grantræer og sne effekt maling fandt jeg ved Søstrene Grene


Fremgangsmåde:

Jeg skår bunden af kuglerne, så de kan stå på bordet – jeg lavede dem i lidt forskellige størrelser.

Dernæst malede jeg dem med denne her sne-effekt maling fra Søstrene Grene. Den mindede virkelig meget om det maling vores entre var malet med i 90’erne, det der som gav rifter hvis du stødte imod – hvis du er 80’er barn ved du sikker hvad jeg mener! I bund og grund er det bare tyk hvid maling med sandkorn i.

Mens malingen var våd dryssede jeg kuglerne med kunst sne og en lille smule hvid glimmer, da jeg havde valgt den matte sne. – jeg satte dem ned i en papkasse imens, så jeg ikke havde sne i hele huset!

Så er det bare at lade malingen tørre – denne her effekt maling var rimeligt længe om at tørre, så hvis du har lidt travlt, vil jeg foreslå en helt alm. decoupage lim i stedet for.

Nu er kuglerne tørre og klar til dekoration – jeg limede figurerne fast med en limpistol.

Bunden af grantræerne kunne skrues af, og så kunne den lille metalstift stikkes ned i kuglen, med lidt lim. Dyr og nisser fik en klat lim under bunden/fødderne, og så sad de fint fast.

Der gik ingen tid med at lave de her små jule-miniature, men jeg synes de blev så fine!
Et lille tip: Hvis du synes dine kugler drysser med sne, så giv dem en tur med hårlak – det fikserer de små snefnug ret godt.

God fornøjelse og Glædelig Jul! – her følger en masse fine billeder af de 3 miniaturer jeg har lavet.

KH Carina

 

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar