Bagværk Jul

Konfektkage med nødder og karamel

8. december 2017

Konfektkage

Kage og konfekt – man må sige at det er to gode ting, og kombineret må det jo bare være dobbelt så godt?!

Jeg synes faktisk at det er lidt svært at definere hvad det er for en slags kage… En meget usund müslibar eller en “skær-selv” karamel/nødde/chokoladebar? Måske konfektkage er det bedste navn og lækker er den i hvert fald!
En veninde serverede den for mig for nogle år tilbage, og siden har jeg tilføjet og ændret lidt på opskriften – blandt andet at bruge 70% chokolde for lige at balancere den ellers meget søde kage.

Den er meget sød og ret tung i det, så det er sådan en kage man skærer et lille stykke af, og serverer det som “lidt sødt til kaffen” – ligesom konfekt.

Opskriften kommer her:

Ingredienser:

Nødde-karamel:

  • 1 dåse sødet, kondenseret mælk
  • 20 g smør
  • 2 spsk sirup (lys)
  • Et lille drys salt
  • 120 g grofthakkede nødder/mandler/pekannødder/valnødder (alt efter hvad du har)

Bund:

  • 125 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 160 g brun farin
  • 90 g kokosmel
  • 125 g smeltet smør

Til toppen:

  • 100 g mørk chokolade 70%
  • 20 g hvid chokolade
  • evt. sukkerkugler til pynt

Fremgangsmåde

Start med at gøre karamellen klar. Bland kondenseret mælk, smør, salt og sirup i en gryde og tænd for middelvarme. Vi skal have karamellen i kog, men som mælk jo gør, så brænder det let på hvis du ikke rører rundt i karamellen ofte. Det kan tage et stykke tid at få karamellen til at boble/simre, så mens du holder øje og rører i karamellen kan du gøre bunden klar.

Tænd ovnen på 180 grader.
Ælt ingredienserne til bunden sammen og pres det godt ned i en springform, eller bradepande.
Jeg har brugt en springform på 26 cm i diameter, en firkantet form skal være ca. 22×22 cm

Bag bunden i den 180 grader varme ovn i 10 min.

I mellemtiden er din karamel forhåbentlig ved at være varm, nu skal den have lov at simre i ca. 5 min. Bliv ved med at røre i den ofte, så den ikke brænder på.

Hak dine nødder/mandler groft i mens.

Når bunden er bagt, skal karamellen hældes over og fordeles i et jævnt lag på bunden. Derefter drysser du de hakkede nødder over karamellen.

Bag nu kagen i yderligere 15 min. ved 180 grader.


Hvis du er hardcore chokolade-bage-nørd så tempererer du nu din mørke chokolade og lader din kage køle helt af, inden du dækker hele overfladen med chokolade.

Er du den utålmodige type, ligesom mig, så venter du til kagen er kølet lidt ned, men stadig lun – hakker din chokolade i små stykker, og drysser det over nødderne. Når chokoladen er ved at være smeltet, kan du pensle det let ud, inden du lader kagen køle helt ned.
Ærligt talt ligner kagen lidt en portion millionbøf med rigeligt sovsekulør på dette stadie – derfor pynter jeg den med lidt hvid chokolade og sukker kugler. Om du vil kaste dig ud i et sirligt mønster, eller bare drysser hakket hvid chokolade på toppen, smager kagen lige lækkert! 🙂

Brug en skarp kniv til at skære kagen med, eksempelvis i små mundrette firkanter.
Resten af kagen opbevarer du i en plastikbeholder, på køl – i op til 10 dage.

Velbekomme og god bagelyst!

KH Carina

 

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar